Blog af Ron Hovenier, Breeding Program Manager
Soholdbarhed er et af nøgleegenskaberne i vores avlsmål. Vi definerer holdbarhed som soens evne til at forblive i produktionen indtil mindst starten af den femte cyklus.
Betydningen af denne egenskab er tydelig, set ud fra et perspektiv af hele systemets rentabilitet: vi ønsker at øge fordelene ved soens høje produktionspotentiale i hendes tredje til femte cyklus, fordi disse er de mest produktive cyklusser og her produceres de mest effektive smågrise.
Fakta er, at jo flere smågrise en so kan producere i løbet af hendes levetid, jo lavere produktionsomkostninger for smågrisene. Dette er på grund af afskrivningen af omkostningerne ved at producere eller købe en polt over et større antal smågrise.
Men hvis vi ser på vigtigheden af lang levetid for hele systemets rentabilitet, er der flere andre vigtige aspekter, som ikke bør undervurderes.
Først og fremmest er der det potentielle tab af soens slagteværdi, hvis den ikke kan sendes til slagteriet, bliver aflivet eller dør. Hvad hvis soen dør et par dage før hendes forventede faring? Det anslås at det koster ca. 4.600 DKK per so, der dør lige før fravænning på grund af slagtekroppens mistede værdi, mistede smågrise, foderspild, tomme pladser osv.
For det andet er der den manglende mulighed for, frivilligt, at udsætte dyr baseret på deres faktiske produktionsevne. At sammenligne den gennemsnitlige genetiske indeksværdi af søer, der er blevet aflivet eller døde, med den gennemsnitlige indeksværdi for alle nuværende søer, viser ingen forskel. * Med andre ord blev de dyr, der er blevet aflivet, ikke valgt på baggrund af deres genetiske kvalitet.
* data fra Topigs Norsvin-databasen for året 2019
Balancegang mellem fire faktorer
Betyder selektionen for soholdbarhed, at målet er at sænke udskiftningsprocenten? Nej det gør det ikke. Der er flere faktorer, der er afgørende for den optimale udskiftningsprocent:
- omkostningerne ved en erstatningspolt;
- slagtekroppens værdi af aflivede søer;
- præstationsevnen for de forskellige pariteter;
- hastigheden af genetisk fremgang.
Det er klart, at hvis omkostningerne ved at købe en erstatningspolt falder, og / eller slagtekroppens værdi af udsatte søer stiger, vil det være mere attraktivt at erstatte en gammel so – som forventeligt præsterer lavere i den fremtidige produktion – med en ung, genetisk bedre polt. Det samme gælder, hvis søer allerede opnår de bedste præstationer i første og andet kuld. Dette reducerer tilbagebetalingstiden for den investering, der er foretaget for den unge polt.
Og sidst men ikke mindst, med øgede genetiske forbedringer, opnået af moderne avlsvirksomheder som Topigs Norsvin, bør de øgede marginal muligheder for unge polte og deres afkom tages alvorligt i betragtning.
Hvis disse fire punkter er afbalancerede, er nutidens optimale udskiftningsprocent, set ud fra et optimalt full-line rentabilitetsperspektiv, omkring 50%.
